Vedtægter

VEDTÆGTER for ESBJERG IDRÆTSRÅD

§ 1

Sammenslutningens navn er ESBJERG IDRÆTSRÅD, forkortet EIR.

Sammenslutningen er hjemmehørende i Esbjerg Kommune.

§ 2

Det er EIR formål at fremme idrættens interesser i Esbjerg Kommu­ne, herunder at arbejde for

-             konstruktive relationer Esbjerg Kommune, rådets medlemsforeninger, organer med relation til idrætten i Esbjerg Kommune og EIR mellem       

-             mangfoldigheden i udbudet af idrætsaktiviteter

-             kvalitativ udvikling af udbudte idrætsaktiviteter

§ 3

Enhver forening eller organisation (sammenslutning af idrætsforeninger (samvirke)), der er hjemmehørende i Esbjerg Kommune, kan optages som medlem af EIR, under forudsætning af at foreningen / organisationen

-              har idræt som hovedfor­mål

-              er medlem af én af de tre hovedorganisationer Danmarks Idrætsforbund (DIF), Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) eller Dansk Firmaidræt Forbund (DFIF).

Hvis en forening eller organisation ikke er medlem af DIF, DGI eller DFIF men hjemmehørende i Esbjerg Kommune, kan denne optages i EIR, såfremt repræsentantskabet godkender dette.

Såfremt en organisation optages, kan de foreninger, der er tilsluttet denne, ikke være selvstændige medlemmer af EIR.

Anmodningen om medlemskab skal være bilagt en fortegnelse over vedkommende idrætsforenings / organisations bestyrelses navne og adresser samt et eksemplar af foreningens / organisationens vedtægter. Af vedtægterne skal det fremgå, at medlemskab er åbent for alle.

Kan en forening ikke umiddelbart optages skal sagen forelægges på førstkommende repræsentant­skabsmøde.

Alle medlemmer af EIR er forpligtede til at indsende revideret og godkendt regnskab samt bestyrelsesfortegnelse, oplysning om medlemssammensætning og oplysning om eventuelle vedtægtsændringer til rådet umiddelbart efter foreningens generalforsamling.

§ 4

Kontingent til EIR fastsættes hvert år af repræsentantskabet.

Udmeldelse foretages skriftligt til rådet til en 1. januar og med tre måneders forudgående varsel.

§ 5

Repræsentantskabet er EIR højeste myndighed. Dette består af én stemmeberettiget repræsentant fra hver af rådets tilsluttede foreninger / organisationer. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.

§ 6

EIRs bestyrelse består af 1 formand og 15 bestyrelsesmedlemmer. Formanden og bestyrelsesmedlemmerne har hver en stemme.

Bestyrelsen består af:

-              8 bestyrelsesmedlemmer valgt af foreningerne i det tidligere Esbjerg Kommune

-              5 bestyrelsesmedlemmer valgt af foreninger i det tidligere Ribe Kommune

-              3 medlemmer valgt af foreninger i det tidligere Bramming Kommune

Bestyrelsen kan nedsætte et forretningsudvalg og relevante underudvalg efter behov.

Personer, der af deres landsorganisation er udelukket fra at beklæde tillidshverv, kan ikke indvælges i bestyrelsen eller sidde som repræsentant i repræsentantskabet.

§ 7

Repræsentantskabet afholder ordinært møde hvert år inden udgangen af marts måned, i øvrigt når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst fire personer fra bestyrelsen eller tyve af rådets medlemmer indsender skriftlig motiveret begæring herom.

Repræsentantskabsmødet indkaldes ved skriftlig indkaldelse med mindst tre ugers varsel med meddelelse om dagsorden og er, når det er lovligt indvarslet, beslutningsdygtigt.

Forslag, der ønskes behandlet, skal være formanden i hænde senest to uger før repræsen­tantskabsmødet afholdes.

Eventuelt indkomne forslag offentliggøres på EIR hjemmeside senest en uge før repræsentantskabsmødet.

§ 8

Dagsorden til et ordinært repræsentantskabsmøde skal indeholde følgende:

1.  Valg af dirigent

2.  Bestyrelsens beretning

3.  Fremlæggelse af det reviderede regnskab samt fastsættelse af

     kontingent

4.  Indkomne forslag, herunder godkendelse af medlemmer, som ikke er

     medlemmer af DIF, DGI eller DFIF

5.  Valg (jævnfør § 10)

6.  Eventuelt

§ 9

Repræsentantskabsmødet ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen. Dirigenten kan ikke vælges blandt bestyrelsens medlemmer.

Dirigenten afgør med bindende virkning alle spørgsmål angående behandlings- og afstemningsmeto­der.

Beslutninger træffes ved simpelt flertal, dog med de undtagelser, der gives i §§ 14 og 15.

§ 10

Bestyrelsen består af

-             en formand, valgt direkte af repræsentantskabet

-             15 af repræsentantskabet valgte medlemmer

I ulige år vælges en formand og 7 bestyrelsesmedlemmer, alle for en periode af 2 år.

I lige år vælges 8 bestyrelsesmedlemmer for en periode af 2 år.

Repræsentantskabet vælger for et år ad gangen 2 suppleanter til bestyrelsen for de tidligere Esbjerg og Ribe Kommuner samt 1 suppleant for det tidligere Bramming Kommune, 2 revisorer samt 1 revisorsuppleant.

§ 11

Bestyrelsen vælger hvert år blandt sine medlemmer en næstformand og en kasserer.

Sekretærfunktionen varetages af administrationen i Sport & Event Park Esbjerg.

Formanden udfører de beslutninger, der vedtages af repræsentantskabet eller bestyrelsen. Næstformanden overtager formandens opgaver ved dennes forfald, dog længst til næste ordinære repræsentantskabsmøde. Såfremt dette sker, vælger bestyrelsen en ny næstformand.

Administrationen opkræver kontingent og fører rådets regnskab. Kassereren er overfor bestyrelsen ansvarlig for rådets regnskab.

Regnskabsåret er kalenderåret. Regnskabet afsluttes pr. 31. december, revideres af to revisorer og forelægges for repræsentantskabet i revideret stand og underskrevet af samtlige bestyrelsesmedlemmer.

Sekretæren tager referat af repræsentantskabs- og bestyrelsesmøder samt opretter og vedligeholder et medlemskartotek. Sekretæren fører rådets korrespondance.

Bestyrelsen kan bemyndige en eller flere personer, der ikke er medlemmer af bestyrelsen, til at udføre nogle af de arbejdsopgaver, som bestyrelsen er pålagt – det kan f.eks. være udvalg nedsat af bestyrelsen.

§ 12

Bestyrelsen afholder ordinært møde mindst een gang hvert kvartal og i øvrigt når 4 bestyrelsesmedlemmer ønsker det.

Møderne ledes af formanden eller et af formanden udpeget medlem.

§ 13

Finder bestyrelsen, at en af de under EIR stående foreninger handler imod forbundets interesser, sættes det pågældende forhold på dagsordenen på førstkommende ordinære - eller ekstraordinære repræsentantskabsmøde, hvor det besluttes, hvilke initiativer, der skal tages.

Der kræves 2/3 flertal af de tilstedeværende repræsentanter ved eksklusion af et medlem.

§ 14

Til ændring af nærværende vedtægt kræves vedtagelse af en generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer.

§ 15

Beslutninger om rådets ophævelse kan kun ske på et i den anledning indkaldt repræsentantskabsmøde, og da kun såfremt 2/3 af de afgivne stemmer er derfor.

Dette repræsentantskabsmøde træffer tillige beslutning om anvendelse af rådets midler, der dog skal gå til folkeoplysende virksomhed i Esbjerg Kommune.

 

Godkendt af repræsentantskabet d. 4. marts 2015

 

Kiva Grafisk